Efterbehandling og pleje

Som det første er det vigtigt at slå fast at din tatovørs ord er lov når det kommer til efterbehandling, og har din tatovør givet dig instrukser som afviger fra denne guide skal du selvfølgelig følge din tatovørs anvisninger. Dette skuldes at nogle tatoveringer, placeringer, farver m.m. kræver special pleje og hensyn og denne guide ville være alt for lang skulle vi dække alt.

 

Når du forlader Mik's Tattoo vil din nye tatovering være pakket ind i en plast indpakning, denne indpakning skal som minimum forblive på i 1 time og må maksimum sidde på i 12 timer.

Når du tager plast indpakningen af, starter 3 ugers efterbehandling af tatoveringen. Tatoveringen skal som det første vaskes grundigt med lunken vand og sæbe. Dette er for at få blod og farverester af den nylavet tatovering. Vask kun din tatovering med flad hånd, ingen klude, børster eller lignende. Sæben behøver ikke at være parfumefri, men det må IKKE være en intim sæbe. Lad altid tatoveringen lufttørre. Du gentager denne vask af tatoveringen 3 gange dagligt i hele helings perioden (ca. 3 uger) morgen, middag, aften.

Udover at tatoveringen skal vaskes skal den også holdes fugtig, vi anbefaler dog at du ikke smører din tatovering de første 6 timer, efter plast bandagen er fjernet, dette giver huden fred og ro til lige at lukke sig, og den stopper med at bløde og væske.

De næste 3 uger skal din tatovering være konstant fugtet så den ikke sprækker og derved mister farve og danner ar. Dette gør du ved at smøre den med salve i tynde lag. Huden skal kunne ånde og hvis man giver den for tykke lag salve kan dette give problemer. Det kan variere hvor mange gange man behøver smøre den om dagen, men typisk er det omkring 6-8 gange dagligt, afhængigt af hvilken salve du bruger og din hudtype. Find din egen rytme og følg din intuition.

Din nye tatovering skal smøres med en tatoverings godkendt salve, vi anbefaler Panthenol salve. Panthenol salve indeholder dexpanthenol som trænger ind i huden og omdannes til det pantothensyre (vitamin B5), som er nødvendig for en normal hudfunktion.

Undgå følgende de næste 3 uger:

Sol, solarie, saltvand, klorvand, karbad og stramt tøj.

 

Derudover skal du vide:
1. Solcreme er vigtig på en ny tatovering, men først når den er helet (efter 3 uger). En tatovering er følsom overfor direkte sol, giv den derfor en god solcreme det første år.

 

2. Hav ikke stramt tøj på en ny tatovering og dæk den ikke til med plaster. En ny tatovering er som en hudafskrabning og skal derfor behandles lige så nænsomt. Er man ikke opmærksom, kan den udvikle ar, farven kan flyde eller den kan tabe farven. Det er derfor vigtigt at en ny tatovering ikke bliver generet af bh-stropper, trussekanter, buksekanter, sokker, sko osv. Jo mindre der generer din tatovering, desto bedre vil din tatovering hele.

3. Klø eller krads aldrig i en ny tatovering. Det kan være fristende, men det vil stimulere ardannelse og give huller i farven.

 

4. Husk den gode hygiejne. En tatovering kan ligesom et åbent sår samle bakterier og i værste tilfælde udvikle betændelse.

Skulle du få problemer af nogen art bedes du kontakte os hurtigst muligt og så vi kan råde og vejlede. Dette kan gøres ved personligt fremmøde i shoppen eller via telefon 33221317. Opstår problemet udenfor vores åbningstid eller i ferier m.m. bedes du kontakte egen læge straks.